Huller i tænderne

huller i tænderne

Huller i tænderne – også kaldet caries – forekommer, når bakterier fra mundhulen har været i nær kontakt med en tand i en længere periode. Bakterierne kan gennem syredannelse opløse tandens emalje og dentin (tandben), som skaber et hul i tanden. Huller i tænderne kan variere både i størrelse og udseende – og mange opdager ikke, at de har huller i tænderne før de besøger tandlægen og/eller får tandpine. Har du begyndende huller i tænderne behandler tandlægen dem oftest ikke. Dette skyldes at mundens eget spyt ofte kan hjælpe med at reparere caries-angrebet. Det er dog vigtigt, at man har en god mundhygiejne og børster tænder regelmæssigt to gange dagligt.

Hvorfor opstår huller i tænderne?

Der kan være flere forskellige årsager til at man får huller i tænderne. De hyppigste årsager er dog dårlig mundhygiejne samt hyppig indtagelse af sukker- og syreholdig kost. Dårlig mundhygiejne forekommer, hvis man ikke regelmæssigt børster sine tænder og regelmæssigt besøger tandlægen. Tandlægebesøgene er vigtige, da tandlægen kan fjerne bakterier på tænderne, så som plak og tandsten, som ikke er muligt at fjerne med en almindelig tandbørste. Indtagelse af forkert kost kan også forsage huller i tænderne. Dette er typisk måltider og drikke med højt indhold af sukker, syre og/eller stivelse. Desuden kan huller i tænderne opstå ved indtag af specielle typer af medicin, blandt andet nogle typer af kræftmedikamenter.

Hvordan behandles huller i tænderne?

Hvis du regelmæssigt besøger tandlægen, er det oftest muligt at reparere en tand med et hul i med en fyldning. Tandlægen borer det ødelagte i tanden væk og fylder hullet med en fyldning. Hvis det ikke er muligt at reparere med en fyldning, anbefaler vi en krone eller en bro. En krone vil stabilisere tanden og sikre, at tanden ikke knækker. Efter behandlingen er det vigtigt at holde tanden/tænderne rene. Tænder med en indbygget krone eller bro skal plejes som naturlige tænder, og hvis de ikke bliver vedligeholdt, er der stor risiko for, at din krone eller bro vil gå løs eller falde helt ud. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du skal bruge hjælp til et sådant forløb, eller har spørgsmål til behandlingen.

Download en yderligere beskrivelse af behandlingen af huller i tænderne her